
En bruger har på Modkraft.dk’s debatforum, formuleret dette til de sinker, der forleden smadrede en gade i det indre Kbh. Han rammer hovedet på sømmet:
“Det er mit indtryk at i hvert fald nogle af dette sites brugere var på besøg i Hyskenstræde her natten mellem den 8. og den 9. maj. Til en såkaldt selvudråbt “reclaiming the street” festival. Man kunne ønske at disse mennesker i første omgang gjorde et behjertet forsøg på at reclaime deres hjerne.
Lad os for nemheds skyld kalde disse mennesker for SUSAU (selv-udråbte-såkaldte-autonome-undertrykkere).
SUSAU kæmper ifølge dem selv for en nogenlunde defineret sag som er noget med kapitalisme og globalisme og undertrykkelse af den tredje verden. Og så er der noget med at stille spørgsmålstegn ved den måde byen bruges på i dag.
Man kan ikke undgå at undres over den måde dette spørgsmålstegn stilles på. Hvorfor Carstens bil nede på hjørnet skal smadres, så han han ikke kan køre ungerne i børnehave på mandag. Hvorfor Lenes butiksvindue skal overmales, så hun skal dykke dybt i kassekreditten for at få råd til at rense det og stadig betale huslejen. Hvorfor?
SUSAU kan ikke lide slemme mennesker som nazister og pampere og al den slags uvæsen. For de undertrykker. De undertrykker de svage og gør slemme ting med deres kapitalisme. Så SUSAU vælger at bekæmpe dem ved at smadre små almindelige menneskers biler og butikker. Ved at gøre dem bange. Ved at undertrykke dem!
SUSAU bør indføre en intern hilsen der udføres ved at strække højre arm lige ud for sig. For vi har her at gøre med en gruppe mennesker der i den grad spiller efter totalitære spilleregler. Der hæver sig op over almindelig konsensus fordi den mener at kende SANDHEDEN. Som Adolf gjorde. Som Josef gjorde. Som kætter-jægerne gjorde i middelalderen. Hvis vi andre ikke kender sandheden, eller bare ikke VIL kende den, jamen så skal vi da gøres opmærksom på den med vold og destruktion.
“We mean you no harm, we’re vandalizing with charm” står der nede på Hyskenstræde. Hvilken charme? Hvad taler I om? En hel del SS’ere så også en form for medmenneskelig, altruistisk charme i dem selv når de sendte en kugle gennem kraniet på det uoplyste menneske der stod på kanten af den massegrav staklen lige havde været med til at grave. Det var jo for den store sag.
Jeg er egentlig ked af at bruge tid på at skrive denne besked. For hovedparten af SUSAU består efter min bedste overbevisning af utilpassede teenagere med bumser der desperat leder efter en identitet. Hvem er jeg? Hvad skal jeg dog i den verden?
Ja, ja. Vi prøvede den alle sammen som teenagere. Og vi drak for mange øl. Og vi hørte anderledes musik. Og vi var sure på alt det etablerede. For der var et oprør i os. Et faderopgør. Et moderopgør. Et samfundsopgør. Ahhhh…. Vi skulle ud og ændre verden… Men, kære venner, ikke smadre den. Ikke smadre de selvsamme gader der i århundreder har båret på kapitalister og socialister, ateister og islamister, nazister og dadaister.
For husene og bilerne i de gader i smadrer ejes ikke af et stort, defineret kapitalistisk monster. Nej, de ejes af Carsten og Lene der skal have ungerne i børnehave og tjene til aftensmaden nede i butikken.
Så hold nu op. Reclaim your brain. Led efter jeres identitet i fred og ro. I har absolut ingen ret til at smadre andre folks ting og liv blot fordi I selv er blevet totalitære og mener at I har sandheden. Europas jøder, Sovjets “dissidenter’ og middelaldernes “kættere” vil forbande jer fra deres grave.
En del af jer vil ende som desillusioneret kontorpersonale i mindre forstadskommuner, en del som vrøvlehoveder nede på bænken med to bjørnebryg klar til at blive knappet op. Ikke lyst til nogen af delene? Så reclaim your brain og lav om på verden med intelligens i stedet for intens destruktion.
Har I en veldefineret holdning, hvad jeg tvivler på, så brug de demokratiske spilleregler I ønsker at smadre til gavn for jeres egen totalitarisme. Formuler jeres tanker til noget brugbart. Råb op. Lav et politisk parti. Overbevis mig med jeres ord. Overbevis mig ikke ved at smadre min verden.
Peace”
Modkraft.dk selv er forbløffende tavs ifht. begivenhederne…Citat:”Modkraft.dk har absolut intet med gårsdagens arrangement at gøre, og har som medie ingen officiel holdning til det skete.” Det skulle lige have været 300 nazister der smadrede løs, så skulle de nok have en mening. Ifølge dem selv skal de passe børn, og har derfor ikke haft mulighed for at dække situationen






3 Comments
Hvis de unge mennesker skal få min respekt for deres handlinger og ikke kun for (en del af) deres holdninger skulle de:
“Angribe” AP Møller eller Christiansborg. Ikke københavnerne.
Tage ud i verden og gøre en forskel.
Lave happenings, der får folk til at tænke og ikke kun fordømme.
Dybest set bør de seriøst overveje, hvad der tjener deres sag(er) bedst.
Jah…vi kunne ikke være mere enige Steen!
så har vi også prøvet dét ;O)
Post a Comment